Gravid eller tænker på at blive gravid

TILLYKKE !

Når du har taget en graviditetstest derhjemme eller her, og den viser, at du er gravid, så kan du roligt stole på dette. En graviditetstest kan vise, at du ikke er gravid, og så er du det alligevel, men den kan ikke vise graviditet, uden at du er gravid !

Bestil tid til første graviditetsundersøgelse hos Susan, som sammen med dig vil udfylde svangrepapirer og vandrejournal, og du vil få taget de første blodprøver.
Bestil samtidig tid til svar på blodprøverne ca. 1 uge efter blodprøvetagningen, hvor I vil tale om de eventuelle udfordringer, der kan være for dig og dit barn.

Du vil blive indkaldt fra det hospital, du ønsker at føde på, til første jordemoderkonsultation omkring graviditetsuge 14.

Du skal selv bestille tid til de næste graviditetsundersøgelser her, og de foregår i graviditetsuge 24 og uge 32.

HUSK:
Før hver graviditetsundersøgelse her, skal du lave en urinprøve. Der er plastikbægre på toilettet, som du skal lade vandet i, bægeret sættes på metalrullebordet i rummet lige overfor receptionsskranken, så vil Susan undersøge urinen for sukker, protein og blod.

Du bestiller selv tid til nakkefoldsscanning og doubletest over nettet på det hospital, du har valgt, efter konsultation her.

Kosttilskud

Det anbefales gravide at tage følgende kosttilskud:

Folsyre
400 mikrogram dagligt fra graviditeten overvejes og de første 12 uger af graviditeten. Optimalt tages folsyretilskud i 3 måneder, før graviditeten indtræder. Der er god dokumentation for, at denne dosis reducerer risikoen for misdannelse (neuralrørsdefekt, rygmarvsbrok).

Jern
40-50 mg ferrojern dagligt fra graviditetsuge 10 og resten af graviditeten. Jerntilskuddet optages bedst, hvis det indtages mellem måltiderne sammen med frugt- eller grønsagsjuice eller en citrusfrugt, idet C-vitamin fremmer optagelsen af jern

D-vitamin
10 mikrogram eller 400IU dagligt gennem hele graviditeten.
Blandt kvinder med mørk hud og kvinder som også i sommermånederne bærer tildækkende påklædning (lange ærme og lange bukser/kjoler) er svær D-vitaminmangel almindelig. I disse tilfælde skal du tale med lægen.

Calcium
Hvis du ikke drikker mælk eller spiser mælkeprodukter, anbefales et tilskud på 500 mg calcium gennem hele graviditeten og ammeperioden.
Det er vigtigt, at gravide ikke tager større doser af vitamin- og mineraltilskud end anbefalet.

Røde hunde, lussingesyge og haresyge
Indtil du har fået taget følgende graviditetsblodprøver (som bl.a. er undersøgelse af, om du har haft røde hunde (rubella) eller er vaccineret mod røde hunde, lussingesyge (parvovirus) og haresyge (toxoplasmose)) skal du prøve at holde dig fra personer m røde hunde og lussingesyge og vedr. haresyge må du ikke spise ugennemstegt kød inkl. sushi, du skal vaske grøntsager og frugt meget omhyggeligt for jord og undgå at komme i kontakt med katteafføring.
Man kan ikke vaccinere mod lussingesyge og haresyge. Røde hunde kan man vaccineres mod, det skal være inden en graviditet.

Graviditetstest
Graviditetstest fra supermarkedet eller apoteket eller Matas er meget pålidelige.
Du kan også få lavet en graviditetstest hos os.

Nakkefoldsscanning og doubletest
Online booking til begge dele på www.nakkefold-herlev.dk
Du kan også ringe til Herlev Hospital, Afsnit for føtalmedicin, Pavillon C, 1. sal på tlf 38 68 84 10 man-fre kl 09.00-12.00 for at bestille tid til nakkefoldsscanning og doubletest.