Chlamydia

Hvordan finder jeg ud af, om jeg har Chlamydia og eller Gonore ?
Der tilbydes samtidig HIV test-blodprøve, hvor du skal møde personligt til svar.

Du kan have Chlamydia uden at vide det. Så få foretaget en Chlamydiatest hos din læge hvis:

Du har haft sex uden kondom
Du eller din kæreste har symptomer på Chlamydia

Hos kvinder består testen i en lille prøve slim fra livmoderhalsen og urinrøret, der bliver taget med en vatpind. Hos mænd tages almindeligvis en urinprøve, men i nogle tilfælde tages prøven i urinrøret med en vatpind.

Hvad er Chlamydia ?
Klamydia er en bakterie. Hos kvinder sætter Chlamydiabakterien sig i livmoderhalsen i toppen af skeden, men den kan også findes i urinrøret.
Hos mænd sætter Chlamydiabakterien sig i urinrøret. Både kvinder og mænd risikerer, at bakterien spreder sig til andre områder i underlivet og giver betændelse.

Hvad er symptomerne hos kvinder ?
Symptomer er typisk:

Svie og smerter ved vandladning
Unormalt meget og gulligt udflåd
Blødning uden for den almindelige menstruation og blødning efter samleje
Underlivssmerter hele tiden eller måske kun ved samleje
Stærke underlivssmerter og feber (underlivsbetændelse)

Hver anden kvinde med Chlamydia får ingen symptomer.

Hvad er symptomerne hos mænd ?
Symptomerne er typisk:

Udflåd og kløe ved urinrøret
Svie og smerter ved vandladning
Udflåd ved endetarmsåbningen

Mindre end halvdelen af mænd med Chlamydia får symptomer.

Hvordan smitter Chlamydia ?
Chlamydia smitter fra person til person ved samleje uden brug af kondom. Chlamydiabakterien smitter let, og derfor er sygdommen meget udbredt. Lige nu har op mod 50.000 unge Chlamydia. Det svarer til hver 10. Men Chlamydia giver ofte ingen symptomer, derfor kan du have Chlamydia uden at mærke det, ligesom du kan smitte andre uden at vide det.

Hvordan undgår jeg Chlamydia ?
Kondom beskytter mod Chlamydia, hvis du bruger det under hele samlejet.

Hvordan bliver jeg behandlet ?
I langt de fleste tilfælde er Chlamydiabakterien nem at komme af med. Din læge giver dig en recept på medicin, du skal tage, og som regel vil du være rask efter 14 dage. Hvis du har symptomer og de ikke forsvinder 1-2 uger efter endt behandling, skal du undersøges igen hos din læge.

Hvordan med sex, når jeg har Chlamydia ?
Du skal bruge kondom i 14 dage efter du har startet behandlingen. Har du fortsat symptomer skal du fortsat bruge kondom.

Er kæresten smittet ?
Chlamydia smitter nemt. Der er derfor stor sandsynlighed for, at din kæreste også har Chlamydia. Sørg for at fortælle, at du er smittet så din kæreste kan blive undersøgt og behandlet samtidig med dig. Hvis din partner ikke bliver behandlet, kan du blive smittet igen. Har du haft andre partnere inden for de sidste 6-12 måneder skal den eller de personer også have besked. Når du giver besked videre, er du med til at forhindre, at Chlamydia spreder sig.

Hvad sker der, hvis Chlamydia ikke behandles ?
Ubehandlet klamydia kan have alvorlige følger for kvinder der risikerer:

Underlivsbetændelse
Ufrivillig barnløshed
Kroniske underlivssmerter
Graviditet uden for livmoderen

For mænd kan det være meget ubehageligt at have Chlamydia, men sygdommen har ikke så alvorlige følger. Kun få mænd får betændelse i bitestiklerne med hævelse og feber som følge af sygdommen.

Hvordan undgår jeg Chlamydia i fremtiden ?
Kondom beskytter mod Chlamydia, hvis du bruger det under hele samlejet.

Vil du vide mere ?
Klik ind på www.klamydia.dk

Du kan også ringe til Sex-linien 70 20 22 66 eller AIDS-linien 33 91 11 19. Du kan også ringe til din praktiserende læge.