Hovedlus

Hovedlus
Hovedlus er blodsugende insekter, som lever i håret på os mennesker. Voksne hovedlus er 2-3 mm lange, mens helt nyklækkede lus er mindre end 1 mm. Farven varierer fra blodrød (når de lige har suget blod) over gråbrun til gråhvid, efterhånden som lusen fordøjer blodet. Lusenes æg er ca. 0,8 mm lange og sidder kittet fast til hovedhårene. Lus kan ikke flyve eller hoppe, men spredes ved hoved til hoved-kontakt.

Alle mennesker kan blive smittet med lus. Børn mellem 3 og 10 år, der går i daginstitution eller skole, er mest udsat for at blive smittet. Piger får oftere lus end drenge, men drenge kan være usynlige smittebærere, så undersøg børnene jævnligt uanset køn og alder – også selv om der aldrig er nogen, der har haft lus i familien.

Kæmning er den bedste metode til at opdage lus. Man undgår bedst problemer med lus ved at undersøge sit barn jævnligt – helst en gang om ugen. Vent ikke på, at barnet begynder at klø sig i hovedbunden. Det er ikke altid, at det klør, når der er lus, og hvis det begynder at klø, kan barnet have haft lus et stykke tid.
Det betyder, at barnet sandsynligvis også har nået at smitte andre. Lus bevæger sig let rundt i tørt hår, men lus sidder stille i hår med balsam. Anvend derfor balsam ved kæmning med tættekammen. Det gør kæmningen meget lettere og mere effektiv, specielt i tykt og krøllet hår.

Finder man lus på sit barn, så bør der gives besked til hele barnets kontaktflade. Barnet har fået lusene et sted fra, så jo flere man giver besked, jo større er sandsynligheden for, at samtlige smittede får behandlet lusene og helst samtidigt. Dermed bliver problemet hurtigere løst, og risikoen for gensmitte mindskes. Giv besked til skolen/ institutionen og den nærmeste omgangskreds, som barnet har været i tæt kontakt med inden for de sidste par uger.

Finder man lus hos én i familien, skal resten af familien altid undersøges. Smitte med lus sker kun, fordi man har hovedkontakt med en person, der allerede har lus. Derfor er familiens medlemmer ekstra udsatte, og det er meget vigtigt, at alle i familien undersøges grundigt, og alle med lus behandles på samme tid.

Det er kun personer med levende lus, der skal behandles. Der er ingen mening i at bruge energi eller penge på at behandle personer, som ikke har lus. Unødig brug af nogle typer af lusemidler kan føre til øget resistens. Finder man kun æg, kæmmes regelmæssigt den følgende uge. Ofte er der kun tale om gamle døde æg, men hvis det er levende æg, vil man ved den efterfølgende kæmning finde de nyklækkede små lus, og i så fald skal der behandles.

Vær omhyggelig med behandlingen. Kæmning kan være en udmærket metode til behandling mod lus, men man skal være klar over, at den kræver megen tid og grundighed, hvis man skal opnå det ønskede resultat.

Det er vigtigt at bruge en god tættekam, at håret er behandlet med balsam, og at kæmningen gentages mindst hver anden dag i en periode på 14 dage. For nærmere vejledning om kæmning se http://www.dpil.dk eller http://www.farvellus.dk. Når man bruger et lusemiddel, er det vigtigt at læse brugsanvisningen omhyggeligt inden brug, så anvendelsesmåde, dosering, og hvor lang tid det skal sidde i håret, overholdes. For alle lusemidler gælder, at behandlingen skal gentages 7 dage efter første behandling. Lusenes æg dræbes nemlig ikke altid ved den første behandling. Anvend kun lusemidler, der har en dokumenteret klinisk effekt. Spørg på apoteket.

Undersøg altid, om behandlingen har haft det ønskede resultat. Der kan være flere årsager til, at behandlingen ikke virker effektivt. Forkert dosering, manglende genbehandling, utilstrækkelig behandlingstid og gensmitte er de almindeligste grunde.

I nogle tilfælde kan lusene også være modstandsdygtige over for lusemidlerne (resistens). Der er i Danmark fundet lus, som var resistente over for permethrin (Nix) og malathion (Prioderm). For nogle lusemidler gælder, at de skal anvendes i tørt hår, ellers kan de aktive stoffer ikke trænge ind i håret og dræbe lusene. Dette gælder f.eks. lusemidler, der indeholder silikoneolier. Derfor er det vigtigt, at man altid kontrollerer, om behandlingen har haft det ønskede resultat. Det gøres ved at kæmme håret med en tættekam dagen efter behandlingen.

Følg altid op på den behandling, der er foretaget. I perioden lige efter en vellykket behandling er der stor risiko for, at barnet bliver gensmittet. Det skyldes, at det er sjældent, at alle smittede i omgangskredsen behandles på samme tid. Kæm derfor hele familien et par gange i de næste par uger, så eventuel gensmitte hurtigt kan opdages og behandles.

Der er ingen fare for ”løse” lus rundt om i hjemmet. Derfor er der ingen grund til at foretage sig noget i omgivelserne. Lus forlader ikke håret frivilligt. De, der falder ud af håret, vil enten være syge eller beskadigede. Lusenes æg kan heller ikke overleve væk fra hovedet ved normal indendørs temperatur og luftfugtighed. Hovedlus kan ikke leve på kæledyr, i tøjet eller på tøjbamser. Børster og kamme bør dog vaskes. Og man bør undlade at dele disse med andre.

Yderligere oplysninger om hovedlus, biologi og behandling fås på Skadedyrlaboratoriets hjemmeside

http://www.dpil.dk

Kim Søholt Larsen
Cand.scient, ph.d
Revideret september 2009

Kilde: Patientvejledningen 2010