Hvad er kyssesyge?
Kyssesyge eller mononukleose er en virussygdom, der er forårsaget af Ebstein-Barr virus.
De fleste unge mennesker og voksne er immune over for sygdommen på grund af en infektion med dette virus oftest tidligt i barndommen, som ikke behøver at have givet symptomer.
Sygdommen er blandt andet karakteriseret ved halsbetændelse, hævede lymfeknuder og udtalt træthed. Den rammer især unge mennesker i alderen 15-25 år.

Hvordan får man kyssesyge?
Ved spytoverførsel, for eksempel ved kys. Sygdommen kaldes derfor populært for kyssesyge. Fra man er smittet går der cirka en måned, før symptomerne begynder at vise sig.

Hvad er symptomerne på kyssesyge?
Op til sygdomsudbrud kan man have en periode på 1-2 uger med almen sygdomsfølelse. Symptomerne er herefter typisk synkesmerter, udtalt træthed, feber og hævede lymfeknuder på halsen. Nogle får udslæt på huden

Hvordan stiller lægen diagnosen kyssesyge?
Lægen stiller diagnosen ud fra dine symptomer samt ved hjælp af en blodprøve. Ofte vil en slimprøve fra halsen være nødvendig, da bakterie halsbetændelse kan forekomme samtidig.

Hvordan er forløbet af sygdommen?
Kyssesyge varer normalt 2-4 uger. Enkelte oplever et længere forløb, specielt kan man være træt i flere måneder efter sygdommen. Har man een gang haft sygdommen vil man sædvanligvis være beskyttet mod den resten af sit liv, man er immun. Meget sjældent kan kyssesyge kompliceres med
· Vanskeliggjort vejrtrækning pga. svær halsbetændelse
· At milten brister (miltruptur). Ses hos cirka 1-2 ud af 1000
· Blodmangel
· Leverbetændelse med gulsot

Hvordan behandles kyssesyge?
· Behandlingen retter sig mod symptomerne, da der ikke findes nogen effektiv behandling mod infektioner med Ebstein-Barr virus.
· Halssmerter kan lindres med varme drikke, sugetabletter og smertestillende medicin.
· Hvis der samtidig er halsbetændelse fremkaldt af bakterier, kan der være grund til penicillinbehandling
· På grund af risikoen for miltruptur bør du afholde dig fra krævende fysiske aktiviteter (tunge løft, spring, kontaktsport m.v.) i 2 måneder.
. Du bør undgå alkohol så længe du føler dig syg.

Kilde: MediBox