Øjenbetændelse
Mange forkølede børn får øjenbetændelse med gule klatter i øjnene. En sådan øjenbetændelse skal ikke behandles med øjendråber. I andre tilfælde kan det blive nødvendigt at dryppe barnets øjne med antibiotika.
Betændelse i øjets slimhinde (”det hvide i øjet”) skyldes bakterier eller virus. Den hyppigste form for øjenbetændelse ses som led i en forkølelse. Typisk ses der gule klatter i begge øjne, mens det hvide i øjnene ikke er rødt. En sådan øjenbetændelse skal ikke behandles med øjendråber, og barnet kan uden videre sendes i daginstitution.
En anden slags øjenbetændelse, der skyldes bakterier, viser sig typisk ved at det hvide i det ene øje bliver rødt, og der ses klistret og gult, tykt pus i øjenkrogen. En sådan øjenbetændelse skal behandles med øjendråber, og barnet kan først sendes i daginstitution efter at behandling med øjendråber er startet.
Medicin: Skyldes betændelsen i øjet bakterier, skal øjnene dryppes med øjendråber, der indeholder antibiotika. De to mest anvendte øjendråber er Fucithalmic og Kloramfenikol. Fucithalmic skal kun bruges 2 gange daglig, medens Kloramfenikol skal bruges 6-8 gange hver dag. Det er derfor lettest at give barnet Fucithalmic. Øjnene dryppes, indtil de ser normale ud – det vil sige uden rødme og pus og 2 dage yderligere.
Behandling hjemme: Rens øjnene flere gange dagligt med lunken saltvand eller kogt kamillethe.
Ring til lægen næste dag: Hvis øjet er rødt og sammenklistret trods rensning.
Ring til lægen med det samme: Hvis øjet smerter, og barnet er lyssky.
Smitte:
Øjenbetændelse er stærkt smitsom. Husk derfor at vaske hænder efter berøring af barnets øjenomgivelser. Renses begge øjne, må man bruge et rent kompres/vat til hvert øje. Barnet fører ofte betændelsen fra det ene øje til det andet.
Daginstitution:
Et barn med udtalt øjenbetændelse, det vil sige kraftig pusflåd, tydelig lysskyhed, og hvor det hvide i selve øjet er rødt, holdes hjemme, indtil barnet er undersøgt af lægen og evt. behandlet med øjendråber.
Det samme gælder, hvis øjenbetændelsen har varet mere end én uge. Der er derimod ingen grund til at holde det barn hjemme, som har en almindelig øjenbetændelse, selv om der er pusklatter i øjet. Forkølede børn med øjenbetændelse har således krav på at blive modtaget i daginstitution eller dagpleje, uden at de er sat i behandling med øjendråber.
Under tiden optræder øjenbetændelse som epidemier i daginstitutionen og er næsten ikke til at udrydde. Så kan det være nødvendigt, at barnet bliver hjemme til alle tegn på betændelse er forsvundet.